Ruten er lagt, kufferterne pakket og bilen summer af forventning. Men før du trykker på speederen, så tag et par gode råd med i bagagen. Her guider vi dig til en bilferie uden bump, med råd om alt fra planlægning og pauser til, hvad du gør, hvis uheldet er ude.
Er vi der ikke snart?
Har du børn i bilen, kender du det spørgsmål lidt for godt. Her får du tips til at sikre ro på bagsædet, så dem på forsædet også kan nyde turen.
Sikkerhedsudstyr
Husk advarselstrekant, gul sikkerhedsvest, pulverslukker og forbindingskasse. Der er forskel på kravene til sikkerhedsudstyr i de forskellige lande.
Hos Falck kan du finde en oversigt over krav til sikkerhedsudstyr.
Hav styr på forsikringerne
Der er især to forsikringer du skal have styr på, inden du rejser.
Hvis du er skyld i en skade, fx på en anden bil og dens passagerer, er det ansvarsforsikringen, der dækker. Ansvarsforsikringen er lovpligtig i EU og er en del af din bilforsikring.
Har jeg brug for at vise det grønne kort?
I EU er din nummerplade nok til at bevise, at din bil er ansvarsforsikret. Der er dog enkelte lande uden for EU, hvor du skal kunne vise et grønt kort, som print eller pdf-fil, som bevis på, at din bil er ansvarsforsikret. Bestil det grønne kort som print eller pdf-fil direkte fra Min Side under din bilforsikring i dit forsikringsoverblik.
Hos DFIM kan du se, hvilke lande der kræver det grønne kort.
Registreringsattest
På bilferien skal du huske din originale registreringsattest. En kopi er ikke nok. Registreringsattesten består af to dele, del I og del II. Det er del I, du skal tage med. Er din registreringsattest fra før den 5/12-2005, skal du medbringe hele attesten.
Det blå EU-sundhedskort
Husk det blå EU-sundhedskort på kør selv-ferien i Europa. Kortet giver dig adgang til offentlig lægehjælp på samme niveau, som borgerne i det EU/EØS-land, du besøger.
Vær opmærksom på, at det blå EU-sundhedskort ikke giver dig adgang til behandling på private klinikker eller hospitaler. Det dækker heller ikke udgifterne til eventuel hjemtransport. Derfor kan det være en god idé at supplere med en privat rejseforsikring.
Tag lægen med på ferie
Med en rejseforsikring hos os har du fri adgang til Online lægehjælp, hvor dansktalende læger sidder klar til at hjælpe dig med et godt råd på video eller besked. Du og din familie kan bruge Online læge uanset hvor i verden, I befinder jer.
Ro på bagsædet
Underholdning, snacks og pauser er genvejen til en fredelig tur.
En køletaske inden for rækkevidde, med sunde snaks og kolde drikke, kan redde de fleste situationer. Gode snacks er fx udskåren frugt og skrællede gulerødder, som de små selv kan håndtere. En lille sandwich, kiks eller knækbrød er også godt til at stille den værste sult – eller bare som en god adspredelse.
Yndlingsbamsen og et tyndt tæppe kan gøre det hyggeligt at tage en lille lur undervejs.
God underholdning kan være en quiz for hele familien, fx ’Gæt et dyr’ eller ’Gæt en person’. I kan også kigge efter gule biler. Hver gang I får øje på en gul bil, får alle en belønning. Når børnene skal underholde sig selv er tablets, lydbøger, opgavehæfter og malebøger gode.
Husk at holde pauser undervejs, så hele familien kan få frisk luft og ny energi.
Husk hundeansvarsforsikringen
I Danmark er det lovpligtigt at have en hundeansvarsforsikring. Vores hundeforsikring dækker, hvis din hund laver skade på ting eller mennesker – også hvis det sker på rejsen. Forsikringen dækker på rejser under 3 måneder.
Tag til dyrlægen
Hunden skal ID-mærkes med microchip, have EU-pas og en rabiesvaccine senest 21 dage inden afrejse. Din dyrlæge klarer det hele.Hvis du skal til England, Malta, Finland eller Norge, skal din hund have en særlig ormekur tidligst 5 dage og senest 24 timer inden, den skal rejse.
Online dyrlæge
Bliver din hund syg på rejsen, og har du en hundeforsikring med tilvalgsdækningen hundesyge, har du fri adgang til Online dyrlæge, hvor erfarne dyrlæger hjælper dig med råd og vejledning uanset hvor i verden, du og din hund er. Læs mere om Online dyrlæge.
Saml dokumentation for, at rejsen er ikke-kommerciel
Der gælder særlige regler, hvis man rejser med en hund for at sælge den. Derfor kan politi, toldvæsen og veterinærmyndigheder bede dig dokumentere, at du er på en ikke-kommerciel rejse med din hund.
Du kan blive bedt om at vise fx hotelreservation som bevis på, at din hund er sammen med dig på hele rejsen.
Tjek, om din hund er tilladt i ferielandet
Det er forskelligt fra land til land, hvilke racer der er velkomne.
Kontakt den danske ambassade i det valgte land, og spørg til særlige regler for firbenede turister.
Læs om vores hundeforsikring.