Undgå skader i de skjulte installationer i dit hus

Problemet med skjulte installationer er, at utætheder og mindre skader er svære at opdage og ofte først bliver synlige, når problemet har udviklet sig til alvorlige skader. Derfor er det en god idé at få et overblik over skjulte konstruktioner og installationer i dit hus, da de kan være årsag til dyre og komplekse skader.

Du bør have overblik over alle konstruktioner, du ikke kan se med det blotte øje, da der også kan opstå utætheder i rør, brønde, kloakker mv. Find derfor tegningerne over dit hus, da det kan vise noget om materialer og steder, og også hvor gamle installationer er, så du kan vurdere, om der er risiko for, at de bliver utætte inden for de næste år.

Vidste du at?

Tegninger over dit hus kan i mange tilfælde findes på weblager.dk, ellers kan du henvende dig til teknisk forvaltning i din kommune.

De åbne og lukkede systemer

Det åbne system er dit brugsvand. Det vil sige, det du drikker, bruger i badet, vaskemaskinen eller har i toilettet. Det er vand, du kan følge via dit forbrug. Du kan med fordel sætte en vandalarm på dit brugsvand, så du får besked, hvis der er en lækage et sted på dine rør.

Der findes forskellige slags vandalarmer, og nogle vandselskaber har også fået installeret alarmer, som du selv skal holde øje med. Fordelen ved at have en vandalarm, som er tilknyttet en app og din telefon, er, at du får besked direkte, hvis der er et læk. 

De lukkede systemer derimod er dine varmeinstallationer enten i gulvet eller i dine varmeapparater. Dem kan en vandalarm ikke holde øje med.

Vidste du at?

Du får 25% rabat på din rørskadedækning, hvis du installerer en vandalarm, der lukker for vandet eller sender besked til vandværk, der lukker for vandet ved lækage.

Hvilke skader opstår i de skjulte installationer?

Fugtskader og utætte vand- og varmerør er dem, der sker hyppigst, og det er også de dyreste at udbedre, da følgeskaderne ofte er meget omfattende. De fleste vand- og varmerør har en begrænset levetid på 30-40 år.

Husene fra 60’erne og 70’erne har højere risiko, da der på det tidspunkt blev bygget mange huse, og de blev bygget hurtigt, så nogle materialer har nu udstået deres levetid. Derudover gemte man også rørene inde i væggene. For at hjælpe med at opdage utætheder, før de udvikler sig, så tilbyder vi en vandalarm til medlemmer, hvis huse er i risikogruppen. Læs mere her.

Skal du undersøge eller reparere dine rør, skal du kontakte en vvs-tekniker, så kan de hjælpe dig med at undersøge dine rør for lækager og reparere dem.

Tegn på at der er problemer med dine installationer

Hvis du fx skal fylde vand på husets varmeinstallation hyppigere end forventet, kan det være tegn på, at der er en utæthed eller noget andet galt. Fugtskjolder på væg eller gulv er også en indikator for, at der er noget galt. Det kan være rør. Men det kan også være utætte fuger og grundfugt. På Min Side, kan du se, hvordan du er dækket af din husforsikring.

Har du den rigtige dækning? Læs om husforsikringen og dækninger

 

Oktober 2022