Kurv
Min Side

Sådan kan du undgå sammenstød med vildt


Desværre er det ikke kun jægere, der kommer i nærkontakt med vildt i jagtsæsonen. Bilister kan også opleve sammenstød med rådyr, hjorte eller andre dyr, når de færdes på vejene. Heldigvis er der en række ting, du kan gøre for at mindske risikoen for skader på både dyr og mennesker.

Publiceret 14. september 2023

Hvornår er risikoen for sammenstød med vildt størst?
Sæsonen for sammenstød med vildt følger jagtsæsonen. I LB ser vi flere skader i maj, hvor der er bukkejagt og hvor sidste års afkom vænnes fra, og fra oktober til januar, som er den reelle jagtsæson.

Skaderne sker i særlig grad omkring solopgang og solnedgang og i områder med store vildtbestande. Disse områder er det åbne land på især Syd- og Vestsjælland, i Nordjylland samt dele af Midtjylland.

Hvad kan du selv gøre for at undgå sammenstød med vildt?
For at undgå sammenstød med vildt anbefaler vi i LB, at du er særligt opmærksom, når der er jagtsæson, og du kører i områder med meget vildt og dermed meget jagt - særligt omkring solopgang og solnedgang. 

Sænk farten og flyt foden fra speederen til bremsen, når du kører igennem jagtområder - både i hegn og tæt skov med dårligt udsyn. Hvis du ikke kan undgå sammenstød ved at bremse op, så forsøg ikke at undvige – det gør situationen unødigt farlig for dig selv.

Vi har ikke fundet evidens for at brug af vildtfløjte sænker risikoen for sammenstød med vildt, så vi anbefaler i stedet vores medlemmer at køre forsigtigt, når der er risiko for at vildtet passerer forbi.