Privat

Erhverv

Er der varslet stormflod?

Stormflod er betegnelsen for en kraftigt forhøjet vandstand langs kysten, som er forårsaget af stormvejr. Det er Naturskaderådet, der i samarbejde med Kystdirektoratet og DMI afgør, om der er tale om en stormflod og i hvilket geografisk område.

Det bedste forsvar er forberedelse
Se her, hvordan du med den rigtige forberedelse kan forebygge skader ved stormflod.

Har du fået en skade?
Hvis du har fået en skade som følge af stormflod, skal du kontakte os. Du skal efterfølgende anmelde din skade via Naturskaderådets hjemmeside.

Forbered dig inden stormfloden

Ifølge Naturskadeloven har du pligt til at gøre, hvad du kan, for at forebygge skader ved stormflod. 

Flyt indbo – herunder møbler, fra kælder og gulv til dele af dit hus, hvor det ikke bliver oversvømmet, så skaden på dine ting bliver mindst mulig.

Forhindr vandet i at trænge ind – luk døre, vinduer, spjæld mv.

Anskaf sandsække, watertubes og lign. – læg dem foran åbninger tæt på huset for at holde vandet ude. Se film fra Beredskabsstyrelsen om, hvordan du undgår vand i kælderen.

Tjek skaderne efter stormfloden

Begræns skaden – ifølge Naturskadeloven har du pligt til at gøre, hvad du kan, for at forhindre, at skaderne bliver værre.

Tjek huset for skader – jo tidligere, du opdager en skade og begynder at begrænse den, jo mindre bliver skaden. 

Fjern det indtrængende havvand og vær ekstra opmærksom på kloakvand – du skal for så vidt muligt forsøge at fjerne det indtrængende vand for at begrænse skaden. Du skal dog være opmærksom, hvis der er tale om kloakvand, der er trængt ind i din bolig. I så fald  er det vigtigt, at arbejdet udføres af et professionelt skadeservicefirma, da kontakt med kloakvand – fx hudkontakt eller indtagelse af det forurenede vand – kan være sundhedsskadeligt. Du skal kontakte et skadeservicefirma, der kan håndtere opgaven korrekt og sikkert. 

Tag tydelige fotos – er der sket skader, er det meget vigtigt at tage billeder af dem som dokumentation. Det er vigtigt, at du tager billeder af alle ødelagte ting, du ønsker erstatning for, inden du smider dem ud. Det giver os mulighed for at vurdere både skaderne og genstandenes værdi før skaden. Husk derfor at tage billeder både tæt på og på afstand samt fra forskellige vinkler.

Brug handsker og gummistøvler – når du rører ved de våde ting.

Luft ud – og undlad at sætte varme på for at undgå skimmelsvamp.

Flyt de ting, som er blevet våde – hvis du handler hurtigt, kan de måske nå at reddes. 

Sæt eventuelt en affugter i gang – så fugten fjernes fra rummet/rummene.

Tilkald assistance – kontakt et skadeservicefirma, der kan fjerne vand, igangsætte affugtning af din bolig og hjælpe med at begrænse skaderne på dit indbo.

 

Har du fået en stormflodsskade?

Før du kan anmelde skaden, skal Naturskaderådet først melde ud, om dit område er omfattet af stormflod. Se hvordan du er stillet ved stormflod i filmen 'Er du dækket af stormflodsordningen', som er produceret af Naturskaderådet.

Hvis du har fået en skade som følge af stormflod, skal du kontakte os. Derefter skal du anmelde din skade via Naturskaderådets hjemmeside - senest to måneder efter, at skaden er sket.

Anmeld skaden

Hold dig opdateret om farligt vejr

DMI udsender varsler om farligt vejr op til 36 timer før det forventes at ramme. Varslerne opdateres løbende. Følg med her.
Se DMI's varslinger

Spørgsmål og svar