Customer service

Undgå dyre overraskelser, når du lejer bil i udlandet

Det kan være nervepirrende at leje bil i udlandet. For hvilke forsikringer skal du købe med til lejebilen? Hvad dækker dine forsikringer hos os? Og hvordan sikrer du dig i det hele taget imod ubehagelige overraskelser?   

Vi har samlet de 10 bedste råd, så du kan leje bil i udlandet med ro i maven og få styr på forsikringerne.

1.    Husk forsikringerne
Læs lejekontrakten grundigt igennem, og vær sikker på, at bilen har ansvars-, tyveri- og kaskoforsikring. Tag en kopi af forsikringspolicen med dig – du kan få brug for den på turen. Husk også at tjekke, om der er vejhjælp med i lejen.  

Hvis du får skader på lejebilen, er det de forsikringer, du har købt hos udlejningsfirmaet, som dækker.

Hvis du derimod får stjålet ting fra bilen, som fx tasker og kamera, er det din indboforsikring hos os, der dækker. Vær dog opmærksom på, at vi ikke dækker guld, sølv, smykker og kontanter.

Få svar på det meste om din rejseforsikring i vores chatbot, som du finder her på siden nederst i højre hjørne.


2.    Få nedsat selvrisikoen til 0 kr.

Din rejseforsikring hos os dækker selvrisikosummen på din lejebilsforsikring fra 2.500-25.000 kr., hvis du laver en skade. Men husk, at der stadig er er en udgift forbundet med det, eftersom du skal betale din selvrisiko hos os.

Hvis du helt vil slippe for at betale selvrisiko, kan du købe en ekstra dækning til din lejebilsforsikring hos udlejningsfirmaet, som giver dig 0 kr. i selvrisiko. Vær opmærksom på, at mange kreditkort med rejseforsikring har netop den dækning.

3.    Sørg for dækning for glas- og dæk
Tjek, om bilens forsikringer dækker skader på glas og dæk. Skader på disse er almindelige, så du kan nemt få brug for dækningen.

4.    Tag billeder, inden du kører
Tag billeder af bilen, og lav noter, inden du tager den i brug. Så kan du senere dokumentere eventuelle skader, som bilen havde før, du overtog den.

5.    Kend kilometerstanden
Notér bilens kilometerstand, inden du kører fra biludlejningen.

6.    Skal tanken fyldes?
Undersøg, om bilen skal afleveres med fuld tank, når låneperioden slutter. For så skal du også overtage den med fuld tank.

7.    Returnér bilen i åbningstiden
Aflevér bilen til den aftalte tid og helst i åbningstiden. Hav altid god tid, så du kan gennemgå bilen med en medarbejder. På den måde undgår du efterregninger på ting, du ikke er ansvarlig for.

Skulle du alligevel få et uberettiget erstatningskrav fra udlejningsfirmaet, kan du kontakte Forbruger Europa, som kan hjælpe dig med at klage.
 
8.    Dokumentér bilens stand ved aflevering

Hvis du ikke kan aflevere bilen i åbningstiden, så tag billeder af bilen, så du kan dokumentere, at skaderne er de samme, som da du overtog bilen.

9.    Hvor meget har du kørt?
Notér bilens kilometerstand, når du afleverer, så du ikke bliver opkrævet for flere kilometer, end du har kørt.
 
10.    Gem dine dokumenter
Få altid en kopi af kontrolrapporten, når du har afleveret bilen, og gem generelt alle dokumenter omkring lejebilen.

(Kilde: Forbrugereuropa.dk)

Maj 2019

MainLayout.Basket [ ]