Undgå indbrud i dit hjem, når det er til salg


Det er ikke kun potentielle købere, der kigger på de fine billeder af din bolig på nettet. Indbrudstyvene kigger desværre også med.


Når du sætter din bolig til salg, håber du på, at så mange som muligt vil kigge med på de boligsites, hvor du viser hjemmet frem fra sin bedste side. Men ikke bare interesserede boligkøbere kigger med, for det er helt velkendt, at der sker indbrud i huse og lejligheder, der er til salg. Det skyldes, at tyvene i ro og mag kan tjekke boligannoncer på nettet og udvælge netop de hjem, der rummer de mest attraktive og dermed tyvetækkelige værdier.

Du kan selvfølgelig ikke sige nej, når ejendomsmægleren vil tage billeder af dit hjem indefra. Eller tømme det helt for møbler, inden fotografen kommer. Dit hjem skal jo fremstå pænt og indbydende på boligannoncen, så potentielle købere får lyst til at se det.

Men der er en række ting, du kan gøre for at mindske tyvens interesse for netop dit hjem, når han udvælger sit næste mål.

Fjern dyre designermøbler

Sørg for at fjerne genkendelige ting som fx Arne Jacobsen møbler og PH lamper, inden fotografen kommer. Hvis du har seks designerspisebordsstole, kan det være, du må låne naboens mindre kostbare stole, når der skal tages billeder. Alternativt kan du fjerne designerstolene efter billederne er taget. 

Gem de mindre værdier væk

Der er rig mulighed for at zoome ind på nettet, så tyven kan sagtens få øje på mindre værdier som fx smykkeskrin, kameraer, tablets og bærbare computere. Gem dem væk i skuffer og skabe, så du ikke frister med ting, der er lette at løbe afsted med.

Reklamér ikke med gode flugtveje

Har du et hus med en skydedør ud til haven eller et stort hul i hækken, er der ikke nogen grund til at vise det på billederne. Tyven kan bruge disse som flugtveje, og huset bliver et mere attraktivt mål.

Få en tyverialarm

Tyverisikring med tilknyttet alarmcentral er en effektiv måde at undgå indbrud på. Hvis tyven skal vælge mellem et hjem med alarm og et uden, vælger tyven ofte det uden.

Se listen over godkendte alarmselskaber

Gå sammen med naboerne

Hvis du skal ud at rejse, mens dit hjem er til salg, er det en god idé at alliere dig med naboerne. De kan fx tømme din postkasse, så der ikke hober sig reklamer op, putte skrald i din skraldespand og parkere deres bil i din indkørsel, så huset ser beboet ud.

Sæt timer på lyset

En relativ billig løsning med god forebyggende effekt er at sætte timer på et par lamper i hjemmet, hvis du skal ud at rejse. APP-styrede LED-pærer kan også være en god ide. For tyven ser det så ud som om, at hjemmets beboerne følger den sædvanlige døgnrytme, selvom der ikke er nogen hjemme. 

Lås godt af

Sørg for, at dit hjem er ordentligt låst med godkendte kvalitetslåse, som gør det sværere for tyven at bryde ind. Også vindueslåse er en god idé, hvis du bor i hus eller stuelejlighed, da tyven ofte vil forsøge at komme ind denne vej.

Få rabat på vindueslåse

Gem dine haveredskaber væk

Tyven snupper ofte noget i skuret eller garagen, når han skal finde et egnet redskab til at bryde ind i huset med. Sørg derfor for at have låse på de steder, du opbevarer værktøj og haveredskaber. 

Beskyt dine ting med DNA mærkning

Hvis tyven alligevel slipper af sted med dine ting, kan du gøre det let for politiet at identificere dem, hvis de bliver fundet. DNA-mærkning fungerer ved, at du smører et usynligt lag DNA-væske på undersiden af dine værdier. Væsken indeholder prikker med DNA, som er registreret under dit navn i en database.

Læs mere og få rabat på DNA mærkning
MainLayout.Basket [ ]