Samlet set bedst på pris og kvalitet

Lærerstandens Brandforsikring fik en tidlig julegave, da vi i starten af december blev kåret ”Bedst i test” af Forbrugerrådet Tænk Penge for den samlede forsikringspakke af bil, hus, indbo og ulykke.

”Det selskab, der klarer sig bedst, når man kigger på grafikken over, hvordan selskaberne ligger prismæssigt og kvalitetsmæssigt, er Lærerstandens Brandforsikring,” lyder det fra Forbrugerrådet Tænk Penge.

Anne Mette Toftegaard, adm. direktør i LB Forsikring, er stolt over kåringen:
”Vi arbejder hele tiden på at skabe de bedst mulige produkter til de bedste priser – det gælder i forhold til det enkelte produkt, men skal også gerne afspejles i den samlede forsikringspakke til vores medlemmer. Vi prioriterer åbenhed og gennemsigtighed i produkter og priser højt, og er stolte af, at vores medlemmer har tillid til, at vi kan sammensætte produkterne godt i forhold til deres behov.

Samtidig skal det være gennemskueligt, hvad du får og betaler for, og vi giver ikke samlerabat. Derfor er vi stolte af, at vi vinder Bedst i Test – det viser, at vores tilgang virker. Vi er ejet af vores medlemmer, og det handler om at give dem de bedst mulige forsikringer – uanset om det er den samlede forsikringspakke eller hver for sig,” lyder det fra administrerende direktør i LB Forsikring, Anne Mette Toftegaard.

Det er i øvrigt anden gang i træk Lærerstandens Brandforsikring kåres Bedst i Test for den samlede forsikringspakke. Lærerstandens Brandforsikring blev nemlig også kåret bedst i test, da Forbrugerrådet sidst testede forsikringspakker tilbage i 2015.