Nyhedsbrev Q&A

Spørgsmål fra Kristian

Spørgsmål
Jeg fik stjålet min cykel for nogle måneder siden. Min cykel var næsten 2 år gammel, og jeg regnede derfor med, at I ville afskrive på cyklens værdi ved udbetaling af erstatning. Det gjorde I til min store overraskelse ikke. Til gengæld trak I en såkaldt genleveringsrabat fra. Hvad er genleveringsrabat? Og hvorfor blev der ikke aldersafskrevet på min cykel?

Svar
I vores vilkår har vi mulighed for at opgøre erstatning på flere forskellige måder. Vi kan fx vælge at genlevere, dvs. fremskaffe eller levere nye ting, som er tilsvarende med de stjålne/ødelagte ting.

Som forsikringsselskab modtager vi selvfølgelig rigtig mange anmeldelser på stjålne og ødelagte ting. Vi har derfor forhandlet en masse samarbejds- og rabataftaler med forskellige leverandører for at kunne hjælpe vores medlemmer bedst muligt – herunder bl.a. med cykelhandlere.

Når vores medlemmer får stjålet deres cykler, har vi derfor ofte mulighed for at tilbyde dem en ny tilsvarende cykel til en særlig god pris. Økonomisk vil det ofte kunne svare sig for os at købe en ny cykel til vores medlemmer i stedet for at afskrive på grund af alder på den stjålne cykels nypris og udbetale erstatningen kontant – men det varierer fra sag til sag.

En 1 år gammel cykel, der i dag koster 10.000 kr., er afskrevet til 9.000 kr. Men vi kan købe en ny for fx 8.000 kr., fordi vi får 20 % rabat hos cykelhandleren. I praksis får du et værdibevis, så du kan vælge en hvilken som helst cykel hos forhandleren til 10.000 kr.

Er du ikke interesseret i at få en cykel til 10.000 kr. igen, vil du opleve, at du for de 8.000 kr. har mulighed for at bruge vores rabataftaler både hos cykelhandleren og alle vores andre leverandører. Du kan også vælge at få pengene i stedet for. Vælger du det, får du det beløb, vi skulle have betalt for en tilsvarende cykel – altså her 8.000 kr. udbetalt. Skulle vi udbetale 9.000 kr., ville det betyde, at vi skulle betale 1.000 kr. ekstra. Idéen i forsikring er, at man skal stilles som før skaden.

Kurv: [ ]