Har du en planlagt flyrejse med SAS over sommeren?
SAS’ piloter har varslet strejke, som kan betyde, at omkring 1.000 piloter nedlægger arbejdet fra 29.6.2022. Læs med her, hvordan du skal forholde dig, og hvad dine rettigheder er, hvis du har en rejse med SAS i løbet af sommeren - og du ikke kan komme afsted.
SAS aflyser din afgang
Ved aflyste fly er det alene flyselskabet eller rejseskabet, der har erstatningsansvaret – Derfor er der ingen forsikringsdækning. Du skal henvende dig direkte til transportøren eller rejsebureauet.
Hvis SAS aflyser din afgang, har du dermed ret til fuld refusion for din billet fra SAS. Hvis du har købt en pakkerejse, er det rejseselskabet, der har ansvaret for, at rejsen bliver gennemført, og du skal derfor henvende dig til dem.
Sådan skal du forholde dig
Nedenfor har vi samlet 3 gode råd til, hvordan du kan forholde på nuværende tidspunkt, indtil, der er noget mere konkret om en eventuel strejke:
- Afvent situationen. Hvis SAS aflyser din afgang, har du som før nævnt ret til refusion fra dem.
- Afbestil ikke selv aktivt din billet. Hvis du selv afbestiller din billet, har du udelukkende ret til at få refusion for skatter og afgifter retur.
- Hvis du ikke har booket hotel endnu, opfordrer vi til, at du bestiller indkvartering, som kan afbestilles med kort varsel uden tab. På den måde undgår du at stå med et hotel, som du ikke kan komme ned til, hvis SAS aflyser flyrejsen.
Forsinket fremmøde ved strejke
Der kan i nogle tilfælde være dækning for forsinket fremmøde, hvis du uforskyldt og uforudseeligt møder for sent til din flyforbindelse i en anden lufthavn som følge af strejken. Rejseforsikringen dækker rimelige og nødvendige udgifter til at indhente den fastlagte rejserute.
Hvis du rejser på en sammenhængende flybillet med samme flyselskab, er det flyselskabets ansvar at få dig videre på din rejse, så du skal i første omgang rette henvendelse til rejsearrangøren.
Juni 2022