Hurtigere hjælp til vores medlemmer med haglskader
Som medlemsejet selskab ønsker vi altid at hjælpe vores medlemmer bedst og hurtigst muligt. Og da hundredvis af danske biler og campingvogne fortsat står i Italien efter haglstormen ved Gardasøen, er vi sammen med 24 andre medlemsejede selskaber med til at sætte fart på skadebehandlingen for de uheldige medlemmer.
Taksatorringen, som LB Forsikring er en del af, har sendt to taksatorer til Verona i Italien for at vurdere omfanget af bilernes skader. Ved at vurdere skaderne i Italien bliver arbejdet hjemme i Danmark nemlig hurtigere, når først bilerne er retur.
’Vi er som medlemsejet selskab til for medlemmerne, og vores fokus er at hjælpe vores medlemmer bedst muligt og hurtigst muligt. Vi har derfor sammen med Taksatorringen taget initiativ til at tænke lidt kreativt og fremskynde processen ved at få opgjort omfanget af skaderne i Italien i stedet for at vente på, at bilerne kommer retur til Danmark,’ siger Anne Mette Kirkegaard, vicedirektør i Skade og Jura, Medlemsoplevelsen.
Flere end 200 anmeldelser
Situationen i Norditalien er presset på grund af de mange skader, og det betyder, at tingene ikke går så hurtigt, som Taksatorringen og vi som medlemsejet selskab ønsker. Vi har dags dato modtaget over 200 anmeldelser på biler og andre køretøjer, mens der kun er anmeldt få skader på rejseforsikringen.
SOS International, der står for skadehåndteringen af biler og andre køretøjer i Italien, er allerede i dialog med flere firmaer om transporten af køretøjerne fra Italien til Danmark. Men der er pres på, og det kommer til at tage tid – og det kan være, at alle danske biler måske først er tilbage i Danmark i slutningen af august.
Hurtigere erstatning og reparation
’Vores fokus er, at vi hurtigst muligt kan få opgjort skaderne, fordi vi på den måde hurtigere vil kunne udbetale erstatning for de biler, som beklageligvis er blevet totalskadet af de store hagl. Og samtidig kan vi hurtigere få repareret bilerne på værkstederne i Danmark, når de bliver bragt til landet,’ siger Anne Mette Kirkegaard, vicedirektør i Skade og Jura, Medlemsoplevelsen.
August 2023